Dreng hentet som den sidste i SFO’en

Dreng hentet som den sidste i SFO’en

En ellers idyllisk første dag i SFO’en efter sommerferien ændrer sig til et mareridt for en 8-årig dreng fra Odense. Han bliver hentet som den sidste.

En dreng fra Odense bliver mandag afleveret klokken 8.30 i SFO’en, og først klokken 16.27 kommer drengens mor for at hente ham. På det tidspunkt står drengen og kradser på vinduet sammen med den unge pædagogstuderende Jonas, som er ivrig efter at få fri, så han kan komme på pokémon-jagt.

Der er kun de to i det store SFO-lokale, og den studerende påpeger med et søvnigt blik, at drengen altså er det sidste barn tilbage. Den fortvivlede mor forklarer, at hun var blevet optaget af arbejde og overspringshandlinger på Facebook, og pædagogmedhjælperen spørger, om de lige gider at smække døren, når de går.

Sorg hos børnene
Spørger man eksperterne, er det stort problem for børn, når de prøver at blive hentet som den sidste. I en SFO i det indre Odense oplever pædagogerne jævnligt, at der kun er ét barn tilbage sidst på eftermiddagen.

“Jeg oplever det faktisk som en enorm sorg hos børnene,” siger pædagog Susan Jensen og opfordrer forældre til at tage sig sammen.

“Afslutningen på dagen bliver bare dårlig, når man bliver hentet som den sidste, så hvis alle forældre stimler sammen i skolegården klokken 16 og følges op til SFO’en, så behøver ingen børn at være sidst.”

Så kan de lære det
Det skal koste i omegnen af 500 kroner, hvis forældre gentagne gange henter deres barn som det sidste, foreslår socialminister Karin Bællemand og uddyber:

“Hvis det sker mere end to gange, så klapper fælden. Så kan de lære det!”

Den 8-årige dreng fra Odense har det efter omstændighederne godt. Forældrene har det derimod svært:

“Vi fortryder inderligt vores handling, og det er svært for os med alle de fordømmende blikke. Nu er vores håb bare, at hans sorg forsvinder. Den nye iPad hjælper heldigvis lidt på det,” slutter de skamfulde forældre.